Nautrup med hattrick: Angrebstræneren viste holdet, hvordan man scorer

Måske vil spillerne lytte lidt ekstra til hans gode råd, når de vender tilbage til træningen efter sommerferien. Hans ord blev i hvert fald ikke ligefrem mindre vægtige efter fredagens kamp på KB.
Det er Rune Nautrup, vi skriver om her. De fleste omkring fodboldmiljøet i Kolding ved, hvem han er: Han har spillet divisionsfodbold i KIF i mange år, har også optrådt på KB’s førstehold, og i dag hygger 37-årige Nautrup sig på klubbens serie 4-hold.
Hvad vigtigere er, at han hver mandag hjælper træner Jes Bekke med at være angrebstræner for vores jyllandsseriespillere.
Skulle de have tvivlet på visdommen i hans ord, spillerne på JS-holdet, forsvandt den tvivl vist fredag aften på ”Mosen”.
Tre mål af Nautrup
Her sluttede KB’s bedste hold forårssæsonen med at besejre nedrykkede Klitten fra Hvide Sande 6-2.
Tre af målene sørgede Rune Nautrup for.
Skader og en vigtig kamp for serie 2-holdet lørdag gjorde, at Jes Bekke spurgte, om Rune Nautrup ville hjælpe til i forårets sidste kamp, der ingen tabelmæssig betydning havde for nogen af holdene.
Det sagde Nautrup altså ja og kvitterede med sit hattrick i den 6-2-sejr, som KB’erne kunne gå på sommerferie med.
Inden vi nu gør Nautrup til en Messi eller Ronaldo på et lokalt niveau, er det værd at huske, at fredagens modstander ifølge Jes Bekke er rækkens absolut dårligste.
Det forhindrede dog ikke Klitten i at komme foran både 1-0 og 2-1, men derefter stod der KB på resten.
”Og vi kunne sagtens have vundet større”, siger KB-træneren.
Spilletid til Bekkes tidligere holdkammerat
Om en kamp, hvor 37-årige Nautrup ikke endte som ældste mand på banen. Så langt fra endda. Jes Bekke gav nemlig også spilletid til en anden tidligere divisionsspiller, holdleder Mads Jespersen.
Han er midt i 50’erne og kender Jes Bekke fra deres fælles aktive tid i Fredericia, hvor de spillede et utal af divisionskampe sammen.
Sådan sluttede foråret nærmest med en gang lokalnostalgisk hyggebold.
KB’erne ender som 3’er eller 4’er i rækken, og overordnet set er Jes Bekke tilfreds.
KB: - Vi vil så gerne se jer rykke op
Vi lader træneren runde foråret af med denne konklusion, inden vi fra klubbens side kommer med en opfordring:
”De seneste kampe har vist vores potentiale. Vi er blevet bedre spillemæssigt, men vi vil altid gerne tage det næste skridt, hvilketvil sige blive nummer et eller to. Hvis vi skal det, er vi nødt til at få mere kontinuitet ind i holdet”, lyder det fra KB-træneren.
Mere konkret betyder det: For mange melder for ofte afbud. Til træning eller kamp. Langt fra alle. Men altså for mange.
Lad dette være opfordringen fra Kolding Boldklub til spillerne på jyllandsserieholdet: Prioriter jeres fodbold og jeres hold endnu mere.
Vi vil så gerne se jer rykke op.
GOD SOMMER TIL JER ALLE
Jyllandsserie 2, kreds 3:
KB-Klitten 6-2 (3-2)
KB’s målscorere: Rune Nautrup 3, Emil Paaske 2 og Jesper Fogh1.
KB’s næste kamp er første runde i Oddset Pokalen. Den kamp spilles i begyndelsen af august.