Nu begynder KB at spille ”voksenfodbold”:
Tekst: Bjarne Lindquist Bentsen BLB@kolding-boldklub.dk - foto: Bo Holst Sørensen.
Fodboldverden er fyldt med kedsommelige klicheer. Tag bare denne: Bolden er rund, og alt kan ske…
Ordene bruges af ufatteligt mange, hele tiden og på alle niveauer. Vi nævner lige en mere af slagsen: ”Vi har en bred bænk, og den blev afgørende”.
Ud over at klicheer er lidt kedelige, har de dog også en anden egenskab. De fortæller ofte noget rigtigt og præcist, og efter lørdagens kamp kunne Jes Bekke, som han så ofte har gjort, tale om sin ”brede bænk”, om end han twister den lidt.
”Bænken var skarp, og de gjorde alle en god figur”, konstaterer KB-trænerne oven på 2-0-sejren på Okson Park over Odense Kammeraternes Sportsklub, sjældent omtalt som andet end OKS.
Reserver scorede målene
Målene blev scoret af Martin Riis og Eskild Sølvsten Bak. Begge begyndte kampen som reserver, og ikke mindst Riis’ præstation blev bemærket af Jes Bekke.
”Riis brændte banen af. Det er det gode ved Martin: Om han får fem, ti minutter, en time eller en hel kamp, så knokler han bare på”, formulerede KB-træneren sine roser.
Ud over de nævnte Riis og Bak kom også Mark Schmidt, Silas Relsted Gonzales og Rune Grønnemark Jensen på banen, og de gjorde alle med Jes Bekkes ord ”en god figur”. For nu at understrege den vigtige pointe med den brede bænk.
Vigtige redninger fra Frederik
Bekke anerkender også sin målmand, Frederik Bach Jensen. Han havde nogle fine og væsentlige redninger i 1. halvleg, hvor gæsterne var mindst skarpe.
”De (OKS, red.) kunnet være kommet foran i 1. halvleg, men vi kunne også have scoret flere mål. I anden halvleg var vi bedst, og set i det lys synes jeg, vi fortjente sejren”, siger Jes Bekke.
Sejren var KB’s anden i træk efter oprykningen til Danmarksserien. Holdet er aktuelt placeret på en fjerdeplads, og det begynder efterhånden at ligne noget for Bekkes mandskab:
”Vi vokser med opgaven. Vi er ved at forstå, at vi skal ligge tæt på modstanderne, at vi skal turde gå ind i duellerne og være mere afklarede i de ting, vi foretager os. Jeg synes, vi så småt er begyndt at spille voksenfodbold”, lyder det fra KB-træneren og slutter sine betragtninger med disse ord:
”For første gang i denne sæson spillede vi til 0. Og det er fedt”.
Kampen i tal og fakta:
Danmarksserien pulje 3. 2026/27
OKSON-Park - Kunstbane - Odense, lørdag den. 5. september klokken 13:00
OKS-Kolding Boldklub 0-2 (0-0)
0-1 Martin Riis (69) , 0-2 Eskild Sølvsten Bak (90).
Advarsler:
OKS: Jonas Anthony Christensen (32), Ali Al-Rabiey (86) & Nicolai Frederiksen (90).
Kolding Boldklub: Lasse Roager Haysen (20), Max Juhl (75) & Frederik Bach Jensen (90).
KB’s holdopstilling:
Frederik Bach Jensen – Phillip Kildal Johannsen, Max Juhl, Mathias Jensen, Emil Dall Collatz – Chance Bashende, Lasse Roager Haysen – Younes Akileh, Enes Karabek, Jesper Fogh Sørensen – Gabriel Papian.
Ind- og udskiftninger, KB:
60. min. Gabriel Papian & Phillip Kildal Johannsen ud, Martin Riis & Mark Schmidt ind.
79. min. Chance Bashende, Younes Akileh & Jesper Fogh Sørensen ud, Rune Grønnemark Jensen, Silas Relsted Gonzalez & Eskild Sølvsten Bak ind.
Næste kamp:
Kolding Boldklub - Esbjerg fB
KB spiller på hjemmebane lørdag den 12. september. Her er Esbjerg fB modstanderen på Pierre Park med den sædvanlige kampstart: Kl. 12.00.
