Menu

Nyhedsbrev april: Græsset er grønt, men må stadig ikke betrædes

image Græsset er nyslået på Mosevej, men der må stadig ikke spilles fodbold på anlægget. Foto: Carsten B. Grubach
03. april 2020 kl. 15:44

Nyhedsbrev april

 

Kære medlem af Kolding Boldklub!


Græsset er grønt og nyslået på Mosevej Sportsplads. Men på grund af corona-epidemien holder vi forsat lukket for både fodboldspil og ophold på Mosevej Sportsplads frem til og med 13. april, altså efter påske.

Vi afventer nye dessiner fra regeringen og kommunen, inden vi kan oplyse noget om. hvornår vi kan tage anlægget i brug igen.

 

Kontingentbetaling. Klubben har i skrivende stund kun fået en enkel officiel forespørgsel fra et medlem om mulig tilbagebetaling af kontingent. Både DBU og DIF anbefaler, at man ikke tilbagebetaler kontingent af hensyn til klubbernes likviditet – vi skal i KB for eksempel stadig lønne vores trænere - og de anbefalinger følger vi indtil videre.

På grund af corona-epidemien har det ikke været muligt for klubbens bestyrelse at holde møde, men kontingent-spørgsmålet vil selvfølgelig blive behandlet ved først mulige lejlighed.

  

Tre forårsarrangementer i fare. Kan KB gennemføre skolefodboldturneringen Smurfit Kappa Cup, sommerfesten og DBU’s Fodboldskole? vil mange med rette sikkert spørge i disse usikre tider. Det får vi nok en afklaring og et svar på i denne måned – og her afhænger meget givet af, hvornår skolerne kommer i gang igen. 

 

Et dødsfald. Det er med stor sorg, at Kolding Boldklub i mandags modtog meddelelsen om, at et af klubbens mangeårige medlemmer, Finn Henriksen, kaldet Thrige, er død, 65 år gammel.

Thrige, som vi alle kaldte ham, spillede i sine ungdomsår bl.a. på et KB-hold, der vandt det jyske mesterskab. Han kunne drive sine modstandere til vanvid med sine finurlige finter og uortodokse driblinger.

Uden for banen var Thrige lige så finurlig, altid klar med en frisk bemærkning. Han var et forrygende festmenneske, som rigtig mange KB’ere har haft mange sjove timer sammen med. Han var i en årrække spillende manager for klubbens oldboys- og veteranhold. Og det var noget af en fest! 

De sidste år var svære for Thrige, der valgte at lukke sig inde, selv om han flere gange blev opfordret til at kigge forbi på Mosevej.

Vores varme og dybfølte tanker går til hans tre sønner – den ældste søn Christoffer spiller på KB’s Serie 4-hold.

Thrige bisættes fra Brændkjærkirken lørdag 4. april, hvor kun den nærmeste familie og venner må deltage på grund af corona-epidemien.

 

Æret være Thriges minde – vi er mange blå, der vil både savne og huske ham.

 

God påske til alle blå. Pas på jer selv og jeres nære. Er der spørgsmål vedrørende Kolding Boldklub, er man altid velkommen til at kontakte et medlem af bestyrelsen. Kontaktdata findes på klubbens hjemmeside.

På klubbens vegne
Carsten B. Grubach,
formand,
mobil: 2060 4547
I KB er vi til for hinanden

 

Luk