Nyhedsbrev februar: Trænermøde, forstærkning og fodboldskole

Trænermøde. Kolding Boldklub holdt 3. februar et møde for alle trænere og holdledere i ungdomsafdelingen. Klubben vil i takt med den forbedrede økonomi sende endnu flere trænere på kurser, så de kan dygtiggøre sig, for trænerne er dem, der holder sammen på klubben, blev det understreget fra bestyrelsens side.
Anders Flaskager fortalte, hvad SønderjyskE kan tilbyde KB. Næsten alt kan lade sig gøre – bl.a. målmandstræning, gæstetræning hver tirsdag, vi kan bruge U19-spillere og få gratis C1- og C2-trænerkuser.
Anders Bilstrup påpegede, at det er svært at finde trænere, mange er ret dyre, så vi satser derfor på at finde tidligere elitefodboldspillere frem for uddannede trænere. Send oplysninger om træner, holdledere, kontraktforhold og ønske om uddannelse til Anders på anbi@hjw.as så han kan få et bedre overblik.
Stærk bestyrelse søger forstærkning. Kolding Boldklub har efter en række usikre år med store økonomiske og organisatoriske udfordringer fået sammensat en stærk bestyrelse: Michael Lundqvist repræsenterer KB på bedste vis i FSK og DBU og har kontakten til veteranafdelingen, Tommy Meyer sørger for flere sponsorer og er ansvarlig for at søge fondsmidler mv., Jørn Viborg er i gang med at forberede en kampagne, så KB kan få flere støttemedlemmer, Jan Hensel Skovsen er meget aktiv som formand for sponsorudvalget og kontaktperson til Café Mosen, Anna-Lene Bjerre er en kompetent kasserer, Anders Bilstrup knokler for at holde styr på ungdomsafdelingen, mens undertegnede som formand forsøger at have overblikket og efter bedste evne holde medlemmer og offentlighed orienteret om klubbens aktiviteter.
Alle medlemmer, undtagen kassereren, der ikke er på valg, stiller op til genvalg på generalforsamlingen tirsdag 17. marts. Men, og der er også et men, bestyrelsen mangler for at blive endnu stærkere en repræsentant fra herreseniorafdelingen, som kan være kontaktperson til den del af klubben. Kontakt endelig bestyrelsen, hvis du er interesseret.
DBU’s Fodboldskole. Der er stadig god mulighed for at få et job som træner eller trænerassistent på DBU’s Fodboldskole, som Kolding Boldklub igen i år arrangerer i uge 27 med brødrene Poul Erik og Knud Nørregaard som ledere.
Tilmelding skal ske ved at logge ind på DBU’s hjemmeside. Fodboldskolen var i 2019 landets største med 330 elever. Tilmelding skal her ske via KB’s hjemmeside, hvor man som KB-medlem fra 13. februar kan forhåndsreservere og være med til at optage de første 240 pladser.
Frivillige til Volkerts Fylke Festival. Lørdag 29. august fra 12-24 er der Fylke Festival med blandt andre Johnny Madsen og Lis Sørensen på den afspærrede parkeringsplads i Dalbygade med Volkerts Fylke som arrangør. Der skal bruges en masse frivillige til at hjælpe med det praktiske. KB har aftalt med arrangørerne, at vi stiller med en række frivillige, og at vi dermed tjener nogle penge til klubkassen. Er du interesseret i at hjælpe, så send en mail på formand@kolding-boldklub.dk
Café Mosen. Vi søger ny forpagter pr. 31. juli til Café Mosen. Vi har tidligere fejlagtigt skrevet 1. juli. Bestyrelsen opererer med flere løsningsmodeller og ser gerne en forpagter med tilknytning til klubben. Interesserede kan henvende sig til bestyrelsesmedlem Jan Hensel Skovsen på jhs@kolding-boldklub.dk Er man ikke selv interesseret, kan det jo være, man kender nogle, der er det.
På bestyrelsens vegne
Carsten B. Grubach,
formand
Mobil: 2060 4547
I KB er vi til for hinanden