Menu

Nyhedsbrev: Forbudt fodbold, asfalt på brandvej og god KB-ånd

image Når vi nu ikke kan spille fodbold, kan vi da glæde os over, at vores brandvej omsider bliver asfalteret.
24. april 2020 kl. 19:26

Kære KB-medlem!

Fodbold er stadig forbudt. Det er desværre stadig ikke tilladt at spille fodbold – hverken på klubbens kunstgræsanlæg eller græsbaner på grund af faren for corona-smitte. Alle fodboldbaner i Kolding Kommune er lukkede - foreløbigt til 10. maj. Desværre har det i flere omgange været nødvendigt at bortvise spillere fra andre klubber på vores anlæg, men KB-medlemmer har heldigvis holdt sig til reglerne. Men hvor vi dog savner at komme i gang igen….

Fodboldskole – afgørelse medio maj. DBU håber stadig at kunne gennemføre årets fodboldskole på Mosevej Sportsplads. Her et uddrag af seneste melding fra unionen, der forventer at tage beslutningen om fodboldskolernes gennemførelse midt i maj:

DBU har siden corona-krisens start i marts fulgt myndighedernes anbefalinger på alle områder. Vi har aflyst kampe, turneringer og andre aktiviteter, der kan sprede smitte. Folkesundhed kommer før fodbold… også selv om vi elsker fodbold. Derfor er sundheden også vigtigere end afviklingen af fodboldskoler, og vi vil kun afholde skolerne, hvis det ikke overskrider myndighedernes anbefalinger og regler.

Myndighederne har tidligere meldt ud, at der er forbud mod større forsamlinger frem til den 1. september, og at grænsen for større forsamlinger går ved 500 deltagere, hvilket som udgangspunkt er positivt for afvikling af sommerens fodboldskoler.

Dog vil myndighederne løbende vurdere og justere grænsen for, hvor mange mennesker, man må forsamle sig, som det hedder. Dermed kan vi fortsat ikke være sikre på anbefalingerne.

Håbet og målet er at gennemføre fodboldskolerne som planlagt, men selvfølgelig kun hvis det er muligt og forsvarligt i forhold til myndighedernes anbefalinger.

Da mange tusinde børn allerede har købt billetter til fodboldskolerne, vil vi først tage beslutningen, når vi har et sikkert grundlag at træffe beslutningerne på. Vi afventer blandt andet myndighedernes udmelding om størrelsen på ”større forsamlinger” - om det også omfatter fodboldskoler.  Hvis resultatet bliver, at fodboldskolerne bliver aflyst, vil deltagerne også modtage oplysninger om, hvordan det indbetalte beløb bliver returneret til dem.

Teknikskole. Oliver Lundgaard har fået grønt lys fra KB til at holde teknikskole for unge fodboldspillere på kunstgræsbanen i sommer, hvis myndighederne ellers siger god for det til den tid. 20-årige Oliver fra Skibet ved Vejle er en passioneret og initiativrig fyr, som bl.a. arbejder som assistenttræner for KoldingQ’s U16-hold.  Her fortæller han kort om konceptet for teknikskolen:

- Vi udfordrer dig teknisk, taktisk, fysisk og mentalt på to dage. Selve teknikskolen afholdes i små grupper med maksimalt syv spillere pr. træner. Det gør, at der kan gås helt ned i de mindste detaljer. Vi har fokus på alle spillere og deres udvikling igennem øvelser i et trygt miljø, hvor alle kan tage chancer og begå fejl.

Tilmelding til skolen kan ske her : https://www.eventim-light.com/dk/a/5e21b3752b788b00011db9be/e/5ea04cd838a1543339593d0d (LEVEL 1) & https://www.eventim-light.com/dk/a/5e21b3752b788b00011db9be/e/5ea04f5a33428f7de57c54dc (LEVEL 2)

Asfaltering/overdækning af grill-området. Corona-epidemien kan heldigvis også have en positiv effekt. Kolding Kommune har sat en stor pose penge af til anlæg for at få gang i samfundet igen. Derfor kan vi på KB glæde os over, at et mangeårigt ønske om af få asfalteret brandvejen op til p-pladsen på sandbanen nu bliver opfyldt- Kommunen har også sagt ja til en gammel ansøgning om overdækning af grillområdet ved klubhuset. Der er sat 300.000 kroner af til de to projekter, som bidrager til at forbedre forholdene på vores sportsplads.

God KB-ånd. I flere år har KB’s veteranafdeling nydt godt af sponsorater fra Mokka og Vinbaren, der ejes af den tidligere KB’er Morten Strøh. Nu er det payback-time, da flere end 30 veteraner hver har doneret 1000 kroner til cafeen og baren, der er lukket på grund af corona-epidemien. Morten Strøh kvitterer ved at give en omgang mad og drikke, når han genåbner. Det er god KB-ånd, veteranerne her viser. Særlig ros herfra til Johnny Knudsen, der tog initiativ til indsamlingen.

Take away fra Café Mosen. Du kan fortsat støtte Café Mosen ved at købe take away mad. Forpagter Pia Moth, som er både overvældet og glad for den store opbakning, tilbyder lækre retter til billige penge – og det er store portioner, som kan mætte en hel familie.  

Mandag til torsdag i den kommende uge, uge 18, tilbyder hun tarteletter til 10 kroner stykket og mosegryde med ris til 30 kroner pr. person eller 130 kroner for fem portioner.

Mosegryden er en hemmelig opskrift, der blandt andet består af mørbrad, bacon og cocktailpølser.

Pia sælger stadig dåsesodavand til fem kroner og flaskesodavand og fadøl til 15 kroner. Afhentningen af mad og drikke foregår fra 17 til 18 på p-pladsen.

Bestil gerne dagen inden på 2196 9077.

Evt. ændringer vil kunne ses på Café Mosens Facebookside.

 

På klubbens vegne

Carsten B. Grubach,
formand,
mobil: 2060 4547


Husk: I KB er vi til for hinanden 

 

 

Luk