Menu

Nyhedsbrev: KB på vej mod sund økonomi

image
05. maj 2019 kl. 22:40
Frivillig kreditorordning med Gældsstyrelsen: KB slipper med at betale 400.000 kroner.

 

En glædelig nyhed: Regningen i Kolding Boldklubs sag for manglende moms-indbetaling lød på 710.00 kroner, men klubben har nu indgået en frivillig kreditorordning med Gældsstyrelsen, så KB slipper med at betale 400.000 kroner i fire rater a 100.000 kroner de næste fire år. Penge, som klubben har et løfte om bliver betalt af en ekstern aktør, som endnu ikke vil have sit navn frem. Vi kan dog godt røbe, at der ikke er tale om en af klubbens sponsorer.

Støtten betyder, at den daglige drift ikke berøres. Vi undgår ikke blot konkurs, men også kollektive kontingentforhøjelser og yderligere gældsætning og vil bortset fra gælden til Gældsstyrelsen ikke have flere udeståender. KB er kort skrevet på vej mod en sund økonomi efter flere års usikkerhed på regnskabsfronten.

Mere godt nyt: Fredag 10. maj klokken 13 indvier vi vores nye omklædnings- og boldrum. Alle medlemmer og venner af byens klub er velkomne til at fejre indvielsen. Bygherre Kolding Kommune er vært, og der bydes på både vådt og tørt til alle, der møder op. Samme aften spiller DS-holdet hjemme mod Viborg, så man er velkommen til at forlænge festen….

Smurfit Kappa Cup. Tilmelding til skolefodboldturneringen Smurfit Kappa Cup 15.-16. juni sker via linket på www.kolding-boldklub.dk Sidste frist for tilmelding er lørdag den 1. juni. 
Er du forælder eller skolesøgende spiller, så få samlet et hold. Og man må gerne melde sig som dommer eller til en anden frivillig tjans hos turneringsleder Mikkel Moth på 3144 4605.

DBU’s fodboldskole. I uge 27, fra mandag 1. juli, afvikler KB igen DBU Fodboldskole. ⚽ Næsten 300 er tilmeldt, og der er stadig plads til 20-30 spillere. Tilmelding via klubbens hjemmeside. Der mangler stadig trænere. DBU giver lidt omkostningsgodtgørelse. Har du lyst til at være træner, eller kender du nogen, der har det, så kontakt fodboldskolens leder Poul Erik Nørregaard telefon 22813812, mail poul.erik.norregaard@gmail.com


Jubilæumsfesten. Der er plads til 500 glade KB’ med ledsagere til klubbens 100 års jubilæumsfest lørdag 22. juni klokken 18.30 på Mosevej Sportsplads. Pris 225 kroner for en fantastisk menu, som man kan se på hjemmesiden. Vi er nu tæt på 200 tilmeldinger.
Klubben har besluttet at give adgang for medlemmer fra 15 år og op efter, og vi sikrer os med en forhåndsregistrering mod, at de unge under 18 år ikke får udskænket alkohol.
Tilmelding efter først til mølle-princippet skal ske via klubbens hjemmeside under www.kolding-boldklub.dk/om-klubben/arrangementer/jubilaeumsfest/ Bagefter indbetales beløbet på den nævnte konto. Folk uden mail kan kontakte Hans Iver Lindorff på 6017 3783 for at betale.

Ny kampfordeler. Nej, Hans Iver Lindorff er ikke længere kampfordeler, men har ganske frivilligt overladt posten til Peter Beck Larsen. Peter kan kontaktes på kampfordeler@kolding-boldklub.dk

Ny FSK-repræsentant. Michael Lundqvist, nyvalgt bestyrelsesmedlem, er KB’s fremtidige repræsentant i FSK (Fodboldsamarbejdet i Kolding)

Spillere må ikke afvises. Der har været et uheldigt eksempel på to spillere, der er blevet afvist i Kolding Boldklub, fordi der har været for mange spillere i en trup. Det må ikke ske igen. Udgangspunktet er, at vi tager imod alle. Opstår problemet igen, skal den ansvarlige træner kontakte bestyrelsen, så finder vi en passende løsning. 

Breddefodbold i KB eller elitefodbold i KoldingQ? Det skal afgøres inden 15. maj, så de to adskilte klubber kan planlægge efter det.
Spillerne på U14 1 og 2, U15, U16 1, U18 2 og Serie 2 kvinder skal senest denne dato melde tilbage til kampfordeler Peter Beck Larsen på mailadressen kampfordeler@kolding-boldklub.dk hvis de vil spille i Kolding Boldklub.

Husk: I KB er vi til for hinanden


På bestyrelsens vegne,
Carsten B. Grubach, formand

 

 

 

Luk