Menu

Pia står for god mad og god stemning i Café Mosen

image Pia Jensen er klar til at bestyre KB's populære samlingspunkt. Foto: Carsten B. Grubach
Af Carsten B. Grubach
14. maj 2021 kl. 11:35

En ny bestyrer står lørdag 15. maj klar i Café Mosen, og der vil igen være mulighed for at købe både mad og drikke. Pia Jensen, 56 år og bosat på Junghansvej tæt på klubbens anlæg, har som mål at lave både god mad og skabe en god stemning i KB´s sociale samlingspunkt.

 – Jeg søgte jobbet, fordi det lød spændende. Jeg har tidligere bestyret en café i et oplevelsescenter i Holbæk, og da jeg flyttede tilbage til min fødeby Kolding i 2010, forsøgte jeg at få et lignende job, fortæller Pia.

 – Det kunne desværre ikke lade sig gøre dengang, og så fik jeg et job som CNC-drejer hos Alfa Laval, hvor jeg altså har været i 11 år. Nu bød muligheden sig, og så tager jeg springet.

Jeg har jo også nogle rødder her i KB – min nevø Nicklas spiller her, min søster Helle har både spillet og været træner her, og min far, Finn Jensen, der døde i 1997, var spiller, træner og formand i klubben, så han prøvede det hele. Jeg har været på Mosevej mange gange, men selv spillede jeg håndbold i KH.

Pia ved ikke meget om fodbold, har heller ikke noget favorithold ud over byens klub, men er til gengæld meget interesseret i cykelsport og Formel 1, hvor hun glæder sig over, at hendes yndlingskører Fernando Alonso er kommet i gang igen. 

– Jeg skal forsøge at sætte mig mere ind i fodbold, men ellers kommer jeg med godt humør. Jeg er sjældent sur, jeg har altid været god til at få et smil frem, jeg er imødekommende og vant til kundeservice, siger Pia, der gerne vil leve op til folks ønsker i cafeen og har planer om dagens ret med god dansk mad. Pia tager også imod bestillinger på selskaber – de kan bookes af klubbens medlemmer.

– Vi skal også have sociale aktiviteter, og jeg har nogle ideer til dem, siger den nye bestyrer, der holder åbent i cafeen hverdage mellem 17 og 21 og efter behov i weekenderne.

Pia får hjælp af en række frivillige. Har man lyst til at give en hånd med, melder man sig bare hos den sjældent sure bestyrer i cafeen.     

   

 

Luk