Pointdeling på svær udebane i Otterup

Lørdag skulle DS-holdet atter krydse klinger med Otterup. Det er tredje gang indenfor to måneder, at disse to mandskaber mødes. De seneste to opgør endte med hhv. 2-2 samt en 2-3 sejr til KB.
Rammerne omkring kampen var helt i top med en flot klippet bane samt en del tilskuere på lægterne.
Der var i dag afbud fra Thomas Heiker, Abud Zanka, Kasper Johannesen samt karantæneramte Oliver Buhl. Det var derfor et KB-hold med flere ændringer, der troppede op på Fyn. Truppen fik denne lørdag virkelig vist, hvor uhyggelig stærk den er med flere gode præstationer på den svære udebane.
Efter en særdeles fin opvarmning var det op til holdet at tage de fine takter med ind på banen. KB lagde også bedst ud og allerede efter 13 minutter kunne den tidligere Otterup-dreng David Chilvers bringe KB foran med 1-0 efter et forrygende forarbejde af Christian Wulff, som sætter 3 direkte modspillere og lægger bolden på tværs og ind i fødderne på David Chilvers.
Otterup kom efter KBs føringsmål langt bedre med i opgøret og især Otterups helt store stjerne, Mark Tubæk, var desværre i hopla denne lørdag eftermiddag.
Den store respekt omkring Tubæk gjorde, at KB holdet kom for langt ned på banen og bolden, og momentum skifte til Otterup fødder.
På trods af Otterups overtag i denne periode af kampen havde et stærkt spillende forsvar godt styr på løjerne og istedet for blev KB faktisk i den modsatte ende snydt for et klokkeklart straffespark begået imod Christian Wulff. Istedet for at pege på pletten viste kampens dommer istedet for det gule kort til Wulff for “film”.
KB holdt føringen til pausen og blev her enige om at gå højere på de dygtige boldspillere fra Otterup. Planen lykkedes langt hen af vejen, og det blev til en åben slagudveksling mellem felterne, hvor der blev givet og taget fra begge mandskaber.
Efter 55 minutter går Mark Tubæk på vanvittig flot vis solo mellem 4-5 KB spillere og lægger sikkert bolden ind bag en chanceløs Nicolaj Laursen i målet.
Kun 5 minutter senere laver Tubæk samme nummer, men denne gang hiver Nicolaj Laursen en vanvittig redning op og holder KB inde i opgøret.
I det 65. minut erstatter det unge KB-“uhyre” Sophus Raarup, den rutinerede Anders Thomsen, og Sophus skulle kun bruge 30 sekunder på banen, før bolden lå i kassen. Flot!
1-2 til KB med 25 minutter tilbage af opgøret. De næste 20 minutter blev med fine tilbud i begge ender. Blandt andet havde indskiftede Jonas Rode en fin afslutning, som gik lige uden om opstanderen.
Otterups eneste våben var også i denne periode en storspillende Mark Tubæk, som med sine driblinger og frispilninger forblev en evig trussel gennem samtlige 93 minutter. Desværre lykkedes det derfor også for Mark Tubæk at slå et fint indlæg ind til Otterups anfører Jonas Wind, som helt umarkeret kunne heade bolden i kassen til udligning 2-2 efter 84 minutter.
De sidste 9 minutter blev med KB i førersædet. Holdet fik lagt et flot pres på Otterup og havde i flere perioder optræk til det forløsende sejrsmål. Otterup kunne dog redde stormen af og begge hold kunne sige “tak for kampen” med en pointdeling.
Set over hele kampen er uafgjort måske nok et retfærdigt resultat, men når der udlignes efter 84 minutter, er det altid en ærgerlig følelse, man står med efter kampen. Omvendt må man også respektere, at en så dygtig spiller som Mark Tubæk er svær at dæmme op for, når han er i spilhumør. Han blev den afgørende spiller for Otterup.
Anders Flaskager og Pete Madsen havde dog kun rosende ord til holdet efter kampen, hvor alle mand virkelig spillede med hjertet og ikke mindst for hinanden og klubben.
Især Morten Jæger var suveræn både med og uden bolden, mens Sophus Raarup på imponerende vis fortsætter sin mål-stime.
Der var ligeledes debut til unge Carl Nørby, som er kommet til klubben fra Dalum. Carl er en dygtig ung spiller, som har fremtiden foran sig. Vi er glade for, han er at finde i den blå KB trøje!
Næste opgave er på hjemmebane i Mosen imod Hedensted IF.
Missionen er 3 point, men Hedensted har før gjort det onde ved KB på eget græs, så der er en enorm respekt omkring vores kommende modspiller.
Tak til alle de medrejsende KB-fans, der atter havde taget turen til Fyn for at bakke DS-drengene op.
Vi kæmper videre!