Resultatet var det eneste negative

Der var afbud fra en syg målmand et kvarter før afgang i Kolding, så markspilleren Martin Engels måtte på mål. Men det var nu ikke derfor, at Kolding Boldklubs Danmarksseriehold tabte årets første træningskamp mod topholdet i DS, Varde, med 0-4.
- Nej, jeg hader at tabe og så samtidig forklare, at vi også spillede en god kamp. Vi tabte 0-4, men i de første 15-20 minutter spillede vi noget af det bedste fodbold, et KB-hold har gjort længe med masser af presspil, men vi fik bare ikke noget ud af det. Varde scorede så to mål før og efter pausen, heraf to på langskud, som vi ikke kunne gøre noget ved, men spillerne klarerede sig godt i det nye system, hvor vi presser højere oppe på banen. Så det eneste negative var resultatet, siger DS-træner Anders Flaskager, der blev klogere på en lang række af sine spillere.
– Det var Vardes tredje træningskamp og vores første, og Varde har lige slået FC Sydvest fra 2. division, men jeg synes, at der var så meget positivt, at vi nok skal komme til at vinde mange fodboldkampe, lyder det fortrøstningsfuldt fra KB-træneren, der blandt andre gav debut til Oliver Buhl, der er kommet fra Kolding IF.