Menu

Rune Nautrup klar til at forstærke KB’s førstehold

image Rune Nautrup fortsætter sin aktive karriere i Kolding Boldklub, som han gerne vil være med til at spille op i Danmarksserien.
23. november 2021 kl. 10:12

Der er små tre kilometer fra bopælen i Seest til Kolding Boldklubs baner på Mosevej, så Rune Nautrup får ikke langt til træning, når han i det nye år genoptager sin aktive fodboldkarriere og trækker i den blå trøje.

Han er klar til at forstærke klubbens førstehold, der spiller i Jyllandsserien 1, og han er tiltænkt en vigtig rolle i holdets kamp for at vende tilbage til Danmarksserien. 

33-årige Rune Nautrup, der bor på Løvelvej med sin kone Louise og datteren Vega på to år, har i de seneste tre og et halvt år haft forskellige funktioner i KoldingQ, senest som talentchef og head of coaching, han har en uddannelse inden for sportsmanagement og er i gang med at tage A-licens som træner.

Som spiller har han været aktiv for Kolding FC, Fynslund i Jordrup, hvor han stammer fra, FC Fyn, Skive, Middelfart og Kolding IF, hvor han med sin målfarlighed og store vindermentalitet i flere sæsoner var en af de bærende spillere.

- Efter at jeg sluttede for et år siden, har jeg gået og mærket efter, hvornår lysten var der igen, siger Rune Nautrup.

– Jeg har været i dialog med KB og andre klubber, så det har været vigtigt at mærke efter, hvornår det har været rigtigt at gå i gang igen. Det er lysten, der skal drive det.

Torben Mølby, sportschef i Kolding Boldklub, er sikker på, at Rune Nautrup bliver en gevinst for klubben.

– Vi leder efter spillere med erfaring, der kan lede holdet i den rigtige retning, så her har vi et perfekt match, siger sportschefen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk