Menu

Seks nye i forstærket KB-trup

image Seks ny i KB-truppen omgivet af cheftræner Anders Flaskager (tv.) og assistenttræner Pete Madsen. Mellem trænerne ses fra venstre Martin Riis, Glenn Sørensen, Kasper Johannesen, Christian Wulff, Morten Jæger og David Chilvers.
Af Carsten B. Grubach
15. juli 2019 kl. 19:54

Kolding Boldklub Danmarksseriehold er klar til at gå i offensiven i den nye sæson. Ved træningsstarten kunne cheftræner Anders Flaskager og assistenttræner Pete Madsen byde velkommen til seks nye spillere, der hovedsageligt har deres styrker fremme på banen:  Glenn Sørensen, Kasper Johannesen og Christian Wulff, alle tidligere Kolding IF, David Chilvers, tidligere Otterup, samt Martin Riis og Morten Jæger, der er rykket op fra U19- og Serie 1-holdet. KB har til gengæld sagt farvel til målmand Jens Larsen, der vil prøve lykken i Kolding IF, og til Nassim Bendaoud, der skal læse i Aarhus.

KB spiller allerede første træningskamp lørdag 20. juli ude mod B 1913, senere venter Sønderborgs JS-hold hjemme og Otterup ude, inden det går løs i turneringen mod nedrykkerne fra Tarup/Paarup på udebane fredag 2. august. KB har spillet sig frem til 1. runde i pokalturneringen og møder her Marstal/Rise fra Ærø på udebane tirsdag 6. august. Øboerne spiller i det, der tidligere svarede til Fynsserien.

Luk