Menu

STÆRKT SAMARBEJDE OM TALENTUDVIKLING I KOLDING:

image
19. august 2025 kl. 12:00
KOLDING BOLDKLUB OG KOLDING IF GÅR SAMMEN OM NYT TALENTCENTER

Kolding Boldklub og Kolding IF har indgået et strategisk samarbejde, der skal styrke talentudviklingen for ungdomsspillere i Kolding og omegn. Sammen lancerer klubberne et nyt talentcenter, som får base i Kolding Boldklub – et initiativ, der markerer et stærkt skridt mod en mere samlende og ambitiøs talentstruktur i byen.

Men samarbejdet handler om mere end talentcenteret. Det indeholder også en række konkrete aktiviteter, der kommer hele fodboldmiljøet til gavn:

  • Trænerudvikling fem gange om året
  • Sparringsseminarer med inspiration
  • Besøg af spillere, der motiverer de unge
  • Klubdage på stadion, hvor samarbejdsklubberne er i centrum

Fælles for indsatsen er ønsket om at skabe bedre rammer for udviklingen af unge fodboldspillere. Spillere fra både Kolding Boldklub, Kolding IF og øvrige klubber i området kan tage del i ekstra træning, udviklingsforløb og aktiviteter med højt sportsligt niveau.

Formand i Kolding Boldklub, Tommy Meyer, glæder sig over at udvide samarbejdet med Kolding IF:
”Vi har i Kolding Boldklub valgt at indgå i et tættere samarbejde med Kolding IF, hvilket også bevirker at vi får et talentcenter i KB for U8-U12. Dermed er der et talentcenter i både Kolding IF, i Nordbyen (Kolding Nord) og Sydbyen (Kolding Boldklub).
Vi har valgt at indgå i samarbejdet omkring talentcenteret for at kunne være med til at styrke fodbolden generelt i Kolding, men også for at kunne give det bedst mulige tilbud til alle vores medlemmer uanset niveau - og dermed også generelt styrke vores fodboldklub.
Det er meget vigtigt at pointere at Kolding Boldklub stadig er en breddeklub, hvor det skal være sjovt at spille fodbold i et stærkt fællesskab, med mulighed for at blive bedre til sin fritidsinteresse.
Det nye tilbud er et helt frivilligt ekstra tilbud, og til dem der ønsker at prøve sig selv endnu mere af og ikke kan få nok af fodbold.”

Samarbejdet er en udstrakt hånd til hele lokalområdet – og et tilbud til unge spillere, der drømmer om at nå langt med fodbolden, men som også har brug for et miljø med læring, fællesskab og personlig udvikling.

Med det nye samarbejde samler vi ressourcer og kompetencer for at skabe et mere sammenhængende og ambitiøst fodboldmiljø – og sender et klart signal om, at Kolding tror på sine unge spillere.

Luk