Supersejr til byens klub

Bagud 0-1 efter ti minutters spil mod et offensivt og løbestærkt Odder-hold så det skidt ud for Kolding Boldklubs Danmarksseriehold. Men på energisk fight og en fantastisk holdånd lykkedes det det unge KB-hold med debutanterne Alvin Husinovic og Martin Hedeager Jensen, begge tidligere Kolding IF, i startopstillingen at vende 0-1 til en fornem sejr.
Den gode KB-start blev ødelagt, da lynhurtige Nicolai Johansen udnyttede riposten, efter at KB-keeper Sander Skovby havde halvklaret et fladt skud. KB pressede, mens Odder lurede på lynangreb. Presset gav resultat ni minutter før pausen, da Alvin Husinovic tilkæmpede sig bolden i Odders straffesparksfelt og fik bugseret bolden i nettet.
Den dygtige debutant lænede sig efter et tidligt gult kort op ad en udvisning og blev udskiftet med Silas Hausmann, der fik en hovedrolle 12 minutter før tid. Indtil da havde Odder havde været farligst ved bl.a. et forsøg på overliggeren.
KB fik en hurtig kontra, hvor Silas Hausmann afleverede til Nicolaj Haysen, der koldblodigt scorede til KB-føring. Haysen blev efter en god indsats skiftet ud fire minutter senere. Hans afløser Sophus Raarup løb minuttet efter sit indhop fra Odders forsvar, efter at Odder havde ramt stolpen i den anden ende.
Han afleverede til Oliver Buhl, der så en helt fri Nicolai Dupont, som havde nemt ved at score og dermed afgøre kampen. 3-1 til de blå, der viste fightervilje, mandsmod og en energi, der lover godt for de kommende kampe.