Menu

Svag første halvleg blev dyr for de blå

image KB'erne Martin Riis (tv.), Martin Hedeager og Thomas Heiker i kamp med et par Aarhus 1900-spillere.
09. oktober 2021 kl. 15:45
KB kom for sent i gang og tabte til Aarhus 1900. 

To minutter efter pausen var Martin Hedeager på pletten og scorede fra nært hold elegant for Kolding Boldklub. Så vidt, så godt. For det var desværre kun tale om en reducering til 1-2 i hjemmekampen mod Aarhus 1900.

En svag første halvleg betød, at KB var bagud 0-2. Forsvaret stod før pausen mest på flade fødder og var meget passivt, og Aarhus 1900 kunne på grund af mange KB-boldtab på midten dominere en kamp, der lidt heldigt blev vundet med 2-1. 

Før den halve time var ingen af holdene rigtigt farlige, men Aarhus 1900 udnyttede i det 29. og 39. minut et usikkert KB-forsvar. Begge gange var Frederik Tramm på pletten. KB-målmand Jens Larsen holdt med to klasseredninger hjemmeholdet, der før pausen var ganske ufarligt i front, inde i kampen, og Martin Hedeagers hurtige reducering gav nyt håb for de blå.

KB overtog mere og mere af spillet og var farligst ved dødbolde. Fem minutter før tid måtte en Aarhus 1900-spiller heade væk på målstregen efter et af de talrige KB-hjørnespark, men tættere på kom de blå ikke.

Den svage første halvleg kostede de point, der kunne have sikret KB en plads i oprykningspillet til DS. Nu venter der tre svære kampe ude mod Viby og Horsens fS og hjemme mod Herning Fremad, hvor KB’s skæbne i den jævnbyrdige række skal afgøres.    

 

Luk