Talenter igen tæt på point

De fleste er meget unge, der er meget bold i dem, men der mangler stadig noget fysisk pondus og gennemslagskraft i duellerne. Talent er der masser af på Kolding Boldklubs Serie 1-hold, der har måtte betale en del lærepenge i sæsonen med blot en sejr og en række knebne nederlag.
Sejr nummer to var inden for rækkevidde i lokalopgøret i Seest, hvor KB’erne tilspillede, men desværre ikke udnyttede en række halve chancer. Derfor vandt Seest 2-1 i en kamp, der med lidt blåt held også kunne være endt uafgjort. Desværre udnyttede de unge KB’ere ikke modstandenes åbenlyse træthed i de sidste 20 minutter.
Seest kom foran efter 34 minutter, da KB-forsvare sov og lod en Seest-spiller så helt fri foran Tobias Platenkamps mål. Emil Qvortrup udlignede på hovedstød efter et hjørnespark tre minutter før pausen, men knapt havde KB-jublen lagt sig, så var det igen galt i forsvaret, hvor der blev kigget fodbold og ikke sparket væk i tide. 2-1 til Seest var en ren foræring.
Seest havde efter pausen et par gode muligheder for at udbygge føringen, men var enten for uskarp eller skød inden for målmand Platenkamps rækkevidde. KB’erne fik aldrig indledt et afgørende pres og måtte igen forlade banen uden point og et nyt knebent nederlag.
DS-træner Torben Mølby og sportschef Thomas Strit så til fra sidelinjen og kunne konstatere, at talentmassen i KB er i orden, og at der trods nederlaget er noget at bygge på i fremtiden.