Menu

Tandløst KB-hold i gavehumør

image Hedensted-spillerne i de grønne trøjer var for det meste hurtigere på bolden end de blåklædte KB'ere. Foto: Carsten B. Grubach
Af Carsten B. Grubach
07. juni 2019 kl. 21:29
0-3 nederlag til Hedensted efter to billige mål

Der gik en hel halv time, inden der for alvor kom i gang i Danmarksseriekampen mellem Kolding Boldklub og Hedensted. Så mistede KB i fremdrift bolden på midten af banen, og få sekunder senere havde Hedensteds hurtige Mikkel Thisgaard bragt sit hold foran.

Fem minutter senere var han på spil igen, da KB’erne snorksov efter et hjørnespark. En helt fri Thisgaard sagde tak for gaven og udnyttede sit friløb til at bringe Hedensted på 2-0 på endnu et billigt mål.

Inden da havde KB’s Dennis Johansen haft en mindre chance, og det var også ham, der var mest nærgående hos KB med endnu forsøg inden pausen.

Og da KB kun kunne mønstre et yderligere farligt forsøg ved Sabahoon Quame kort før tid, var der ikke noget at sige til 0-3 nederlaget, der blev en realitet, da Benjamin Sunder sendte bolden i KB-nettet med hovedet efter et hjørnespark.

Det var tydeligt at se, at Hedensted havde mest at spille for i nedrykningskampen, og KB’erne, der for længst har sikret sig en ny sæson i rækken, var alt for statiske og decideret tandløse foran modstandernes mål. Der var for mange dårlige indlæg, og hverken Sophus Raarup eller Abud Zanka viste en pågåenhed, der kunne sætte Hedensted-forsvaret på glatis.

Der blev givet tre advarsler, den ene tilfaldt KB’s Martin Engels, i en generelt fair spillet kamp, hvor et skadeplaget KB-hold trods tre udskiftninger i den sidste halve time ikke viste vanligt potentiale.

Luk