Tre dyre KB-minutter

Der var tempo, der var fremdrift, og der var masser af god energi i Kolding Boldklubs DS-hold i hjemmekampen mod Svendborg-Oure. De fodrappe og teknisk dygtige fynboer blev presset godt tilbage før pausen, men tre dyre minutter efter pausen kostede KB sejren, så fynboerne kunne rejse hjem med en 3-2 triumf i bagagen.
KB kom ellers på 1-0 midt første halvleg, da anfører Kenneth Petersen, der før kampen fik overrakt blomster for sin kamp nummer 100 i sidste uges udekamp mod B 1909, scorede på et fladt skud fra kanten af straffesparksfeltet. Svendborg-Oure kom bedst ud efter pausen og fik udlignet efter en lille times spil, men minuttet efter brugte Sophus Raarup sin fysik, kæmpede sig forbi tre modspillere og bragte KB foran 2-1.
Tre minutter blev fatale for KB. Dem udnyttede fynboerne i det 75. og 77. minut til de to alt for lette mål, som gav dem sejren. Tre indskiftninger og flere ihærdige KB-forsøg kunne ikke ændre ved udfaldet. Et KB-lyspunkt i en hektisk kamp med seks advarsler var den unge Nikolaj Haysen, der spillede en rigtig god kamp på midtbanen.