Tre indskiftere bag KB-sejr på 3-1

Lørdagens DS-kamp på Fyn mod Otterup blev et tæt affære, hvor vores spil aldrig ramte vores topniveau. men sejren på 3-1 var dog alligevel fortjent.
Allerede efter otte minutter kom vi foran, da Fiton Durguti stjal bolden fra en modstander og efterfølgende scorede sikkert til 1-0. Selv om hjemmeholdets spillere havde bolden meget, blev de kun farlige en enkelt gang inden pausen, hvor en dårlig clearing efter et hjørnespark kostede udligningen til 1-1.
Efter pausen kom vi længere frem, og Otterup havde næppe en afslutning på vores mål i anden halvleg. men de store chancer udeblev dog i denne fase. Efter en times tid kom Thomas Lykke Rasmussen og Abud Zanka på banen, og det ændrede kampbilledet. Vi begyndte at få chancer, og Thomas Heiker fik en kæmpe mulighed, som han desværre misbrugte. Med et kvarter tilbage kom også Faisal Nezim på banen, og på hans første boldberøring scorede han til 2-1 efter smukt forarbejde af Abud Zanka. Nu skuille hjemmeholdet fremad, og det gav plads til vores farlige kontraangreb. I slutfasen var det endnu engang Abud Zanka, som serverede bolden for Thomas Lykke, der resolut tordnede bolden i nettet til slutresultatet 3-1. Så uden at imponere vandt vi alligevel, efter at vores tre indskiftede spillere blev kampafgørende og viste, at bredden er større end nogensinde, hvis vi sammenligner med de seneste sæsoner. Næste kamp er topopgøret på lørdag klokken 13, når Varde gæster Mosevej.