Tre kampe og seks forskellige spillere på vigtig central position

22. august 2026
Billede1
Det kan ses

Bjarne Lindquist Bentsen; BLB@kolding-boldklub.dk

Tre kampe. Og KB er blevet passeret 11 gange.

Tre kampe. Og KB har været hårdt ramt af skader – ikke mindst og nok så væsentligt på en meget central position.

Tre kampe. Og træner Jes Bekke har brugt hele seks spillere i midterforsvaret, der var et af KB’s største aktiver i foråret og dermed oprykningen til Danmarksserien.

Uheldigt, naturligvis. Også i lørdagens hjemmekamp imod Svendborg-Oure – et af de forventede tophold – var KB’s defensiv vakkelvorn. Jes Bekkes udvalgte tabte 4-2 efter en fynsk 3-1-føring ved halvtid. Et nederlag, som kommer oven på 5-1-afklapsningen for en uge siden på Riisvangen Stadion imod Aarhus Fremad.

Mathias Jensen og Max Juhl hedder de to centrale midterforsvarere, som lige nu er alvorligt savnet hos KB’s oprykkere. Ni mål imod i de to nævnte kampe og i otte af tilfældene var hverken Max Juhl eller Mathias Jensen på banen.

Men muligvis er der håb for enden af træningsugen.

 

KB var med langt hen ad vejen

Håbet er, at i hvert fald Mathias Jensen bliver klar til KB’s næste kamp i Horsens om en uge.

Det er så her, vi kommer frem til træner Jes Bekkes optælling med seks forskellige midterforsvarere i de tre første kampe. Er det en undskyldning? Måske – måske ikke. Det kommer nok an på indstilling og temperament, men en delforklaring er det uanset hvad.

”Der, hvor vi var gode tidligere, er der lidt naturlig uro nu. Men det, der bliver udslagsgivende, er, at vi laver lidt for mange personlige fejl, træffer lidt for dårlige valg og vurderer tingene forkert. Langt hen ad vejen er vi faktisk godt med”, lød analysen fra Jes Bekke efter nederlaget til Svendborg-Oure.

Tæt på point var KB ingenlunde. 4-2 til et formodet tophold lyder hæderligt, men det hører med til fortællingen, at KB var bagud 4-1 til kort før tid, og at gæsterne faktisk brændte et straffespark undervejs.

 

Ingen bekymring hos Bekke

Det efterlader KB med bare et point efter tre kampe, men det gør ikke på nogen måde KB-træneren bekymret.

”Nej, nej. Slet ikke. Jeg er ikke nervøs overhovedet, men vi skal have skruet op for kvaliteten, og det gælder både i tanke og handling. Måske kommer det først om nogle kampe. Heldigvis er sæsonen er lang”, siger Jes Bekke.

I opgøret mod Svendborg-Oure gav KB-træneren debut til tre spillere: Rune Grønnemark, Lasse Roager Haysen og Mark Schmidt.

Kampen i tal og fakta:

Danmarksserien pulje 3. 2026/27:

Pierre Park - Kolding, lørdag den 22. august klokken 12:00

Kolding Boldklub - SfB-Oure FA 2-4 (1-3)

1-0 Jesper Fogh Sørensen, 1-1 Linus Printzlau Kornfelt, 1-2 Emil Dahl Gürsoy, 1-4 Frederik Uglebjerg Knudsen, 2-4 Martin Riis

Advarsler:

Kolding Boldklub: Emil Dahl Collatz (60.

SfB-Oure FA: Magnus Nielsen (22) & Sylvester Bang (41).

KB’s hold:

Frederik Bach Jensen – Phillip Kildal Johannsen, Runne Grønnemark Jensen, Johan Guldbrand, Emil Dall Collatz – Lasse Roager Haysen, Chance Bashende – Silas Relsted Gonzalez, Enes Karabek, Jesper Fogh Sørensen – Gabriel Papian. 

Udskiftninger:

46. min. Phillip Kildal Johannsen, Mark Schmidt ind.

59. min. Jesper Fogh Sørensen og Enes Karabek ud, Frederik Kyed Thomsen og Martin Riis ind.

73. min. Silas Relsted Gonzalez og Gabriel Papian ud, Tobias Martensen og Younes Akileh ind.

Næste kamp:

Horsens fS - Kolding Boldklub

KB skal lørdag 29. august en tur til Horsens og møde Horsens fS kl. 12.00 på Jydsk Miljø Rengøring - Kunst Arena.