Menu

Uafgjort på Als

image
28. august 2022 kl. 09:42

Lørdag drog 14 spillere afsted til Als, hvor Egen tog imod. Men allerede inden kampstart var antallet reduceret til 13, da Martin Riis var blevet syg på turen derned.

Trænerne havde valgt at skifte målmand, og Nicolaj Berg Laursen stod en forrygende kamp på vigtige tidspunkter.

Egen fik en drømmestart med scoring allerede efter 2 minutter til 1-0, og hjemmeholdet havde overtaget i starten af kampen, dog havde KB et forsøg, som blev reddet på stregen, mens Nicolaj Laursen reddede nogle farlige forsøg fra Egen.

I overtiden af 1. halvleg var Rune Nautrup meget tæt på en udligning , men bolden rullede desværre på overkanten af overliggeren, og derfor førte hjemmeholdet til pausen 1-0.

Med til historien hører også, at Mathias Jensen fik gult 2 gange inden pausen og dermed rødt kort. Heldigvis er der kommet en ny regel, som gør, at vi måtte sætte en ny spiller ind efter de to gange ti minutter, hvor vi måtte spille i undertal.

Efter pausen var det KB, som overtog initiativet og tættest på kom Victor Møller, men endnu engang reddede træværket for Egen.

Midt i halvlegen foretog KB to udskiftninger, og de gjorde en forskel, da både Oliver Krøller og Oliver Bekke kom med noget fornyet energi.

Kort efter kom den fortjente udligning efter et længere pres da Oliver Krøller fik scoret fra nært hold til 1-1.

Resten af kampen gik begge hold efter sejren, hvilket resulterede i utallige kramper på begge mandskaber, men der kom ikke yderligere scoringer, og derfor endte kampen fortjent med 1-1.

Egens unge hold spiller noget seværdigt fodbold, og de var absolut ligeværdige over 90 minutter mod et imponerende mentalt stærkt KB-hold, som fik vist, at de ikke har opgivet sæsonen, hvor det indtil videre har været stolpe ud for os.

Holdet spiller igen på fredag, hvor KB gæster Horsens kl. 18.30.

Klubbens serie 2 havde også taget turen sydpå til Gråsten, hvor hjemmeholdet desværre fik udlignet i overtiden til slutresultatet 1-1; KBs målscorer var Nicklas Ingemann Jensen.

De spiller igen på lørdag kl. 12 hjemme mod Løjt.

Luk