Menu

De blå klar til ny sæson i JS1

image Enes Karabek bragte KB på sejrskurs i Aarhus.
21. oktober 2023 kl. 16:40
Udesejr på 2-0 over Aarhus 1900

Det er tjubang-bold og højspænding i det meste af sæsonen, når otte hold i en række skal kæmpe om op- og nedrykning. Derfor var der stor blå jubel, da Kolding Boldklubs JS1-hold sikrede sig en ny sæson i rækken med en udesejr på 2-0 over Aarhus 1900.

FC Sydvest - i øvrigt med tre tidligere KB-spillere, Alen Merusic, Villads Sander Møller og Husyin Øzcan, på holdet - tabte hjemme 0-1 til bundholdet Sædding-Guldager, og dermed er sorteper – kamp om at undgå nedrykning – allerede inden sidste runde i næste weekend endt hos sønderjyderne.

KB, der med sejren røg op på fjerdepladsen, kan derimod uden den store nervebelastning spille sin sidste kamp fredag aften mod  Herning Fremad og med sit unge, talentfulde hold se frem til nye udfordringer i den jævnbyrdige række.

- Vi glæder os til igen at spille oprykningsspil til Danmarksserien foråret, siger cheftræner Jes Bekke, der havde stor ros til sine spillere.

- Vi spillede på noget, der lignede en pløjemark, men spillerne tog arbejdshandskerne på i dag. Rune Nautrup blev skadet under opvarmningen, og så måtte vi tage Jesper Fog Sørensen med. Han gjorde det godt, Dennis Johansen viste gode leder-egenskaber, og målmand Frederik Bach stod en god kamp og holdt målet rent.

KB blev i Aarhus trykket lidt i bund i de første 25 minutter af hjemmeholdet, men Enes Karabek bragte så de blå på sejrskurs kort før pausen, da han bragede bolden i mål fra 20-25 meters afstand.

 – Der var chancer til begge hold efter pausen, og vi kommer  foran ti minutter før tid på et selvmål. Max Juhl afleverer inde i feltet, og så prikker en Aarhus-forsvarer bolden i nettet, fortæller en lettet Jes Bekke, der nu kan begynde forberedelserne til næste sæson i JS1.

Luk