Menu

KB tabte tæt topkamp

image Rune Nautrup førte sig i Aarhus frem både som målscorer og målmand.
26. august 2023 kl. 17:30
4-2 nederlag i udekampen mod ASA i Aarhus

Det var målrigt før pausen, det var jævnbyrdigt i det meste af kampen, men foran målet var ASA mest farlig. Derfor vandt det århusianske hjemmehold den tætte topkamp i Jyllandsserien 1 mod Kolding Boldklubs nyoprykkere. Først i det sjette minut af overtiden slog ASA sejren fast med målet til 4-2.

Inden da havde KB, der hermed fik sæsonens første nederlag, presset på for en udligning til 3-3. Et generelt gavmildt KB-forsvar tog en blunder, da ASA bragte sig foran efter et kvarters spil efter en standardsituation. Rune Nautrup udlignede for de blå efter en halv times spil far nært hold efter en dødbold.

Blot fire minutter senere slog unge Jesper Fogh Sørensen resolut og køligt til efter et indlæg og bragte de blå på 2-1, men så tog KB-forsvaret en ny blunder minuttet efter, så en ASA-spiller kunne heade et indlæg fra baglinjen i nettet til 2-2.

Inden pausen fik KB-keeper Nikolaj Laursen et gult kort og 10 minutters udvisning for at fælde en modstander uden for feltet, og så tog Rune Nautrup målmandhandskerne på og holdt buret rent.

ASA, der generelt havde god fart på opspillet, kom på 3-2 midt i anden halvleg. Hjemmeholdet udnyttede, at KB’erne igen knækkede over midt på banen. Og sejren blev så slået fast i overtiden på en omstilling efter et KB-pres.

 – Det var en rodet kamp fra vores side. Vi lavede for mange fejl i dag mod en modstander, der var mere effektiv, end vi var, konstaterede KB-cheftræner Jes Bekke.

– Vi mødte et hold, der havde mere fart på, end vi er vant til, og vi havde alt for mange boldtab. Men husk lige på, at vi er oprykker, så vi er fortrøstningsfulde. Vi er stadig med i toppen, og det bliver tæt, vurderer KB-træneren.

Næste KB-kamp er hjemme mod Bredballe IF lørdag 2. september klokken 12.

           

 

Luk