Menu

KB er som en bi uden brod

image Et alt for sjældent KB-skudforsøg i en kamp, hvor udeholdet i de røde trøjer var uden brod i angrebet og forærede et par mål væk..
04. september 2021 kl. 17:45
Nyt stort nederlag trods spildominans

Rammerne var tip-top, da Kolding Boldklubs JS-hold lørdag skulle i kamp i Herning. Solskin, fremragende hybridbane, der har kostet et tocifret millionbeløb at anlægge, og et KB-hold, der var opsat på at revanchere de to seneste nederlag på 0-4.

Det blev til en mærkelig match, hvor KB’erne havde bolden mest, men modstanderne scorede på næsten alle deres chancer og vandt hele 5-0.  

Bierne summede lystigt på tilskuerpladserne, og KB’erne summede foran hjemmeholdet Herning Fremads mål de første 20 minutter. Efter syv minutters spil ramte Anders Brüggert og Christian Lykke Rasmussen overliggeren lige efter hinanden.

Fire minutter senere kom Herning så foran på sit første skudforsøg fra kanten af feltet. Efter 20 minutters spil stod en Herning-angriber igen fri på kanten af feltet, og så var Jens Larsen i KB-målet prisgivet. 2-0 på to skud, og KB’erne var forståeligt frustreret.

Spilovertaget fortsatte, men indlæggene var for upræcise. Marcus Holm var tæt på en reducering efter 26 minutters spil, men Fremad-målmanden reddede. Emil Paaske reddede et Fremad-forsøg på stregen, men kiksede så til gengæld fatalt i feltet, så hjemmeholdet kom på 3-0. Og det blev værre endnu inden pausen, da Fremad overspillede hele KB-forsvaret og udnyttede en friløber til 4-0.

KB var bedst spillende mellem felterne, men modsat de summende bier på anlægget totalt uden brod i angrebet, hvor der blev afsluttet for lidt og for upræcist.

Anden halvleg gav det samme billede som første: KB havde bolden, men Fremad spillede mere direkte og udnyttede de unge, urutinerede KB’s fejl.

Et hurtigt gennemspillet angreb førte efter en times spil til den femte scoring mod et tøvende KB-forsvar. Kort efter havde Martin Hedeager chancen for at reducere, men målmanden reddede med en fodparade.

Det var op ad bakke på det lækre græstæppe for et KB-hold, der måtte slutte med ti mand, da Lucas Nielsen fik et gult kort og en ti minutters udvisning.

Tre nederlag i træk med en målscore på 0-13 siger alt om KB’s krise, selv om der spillemæssigt var meget godt at bygge på. Men det er svært at glæde sig over, når man taber med fem mål i en kamp, hvor man har bolden mest.

Der er meget at snakke om inden hjemmekampe mod Horsens fS på lørdag.        

Luk