Menu

KB igen på tavlen efter yoyo kamp

image KB's Jonas Warncke og Dennis Johansen i kamp mod det gulblusede udehold.
11. september 2021 kl. 15:48
3-3 mod Horsens fS efter seks gyldne minutter

Tre kampe. Nul point. Målscore 0-13. Det var ikke de bedste forudsætninger, Kolding Boldklubs unge Jyllandsseriehold mødte op med i hjemmekampene mod Horsens fS.

Da Horsens efter et par store chancer kom foran i det 19. minut på et straffespark efter et KB-kiks, så det sort ud. Men seks gyldne minutter ændrede fuldstændig kampens karakter.

Martin Hedeager, der spillede sin hidtil bedste kamp i den blå KB-trøje, udnyttede ti minutter før pausen et mønsterangreb og udlignede efter fornemt forarbejde af Marvin Strohschank.

Fire minutter senere serverede Hedeager i et lynhurtigt kontraangreb bolden for fødderne af Martin Riis, der hurtigt huggede bolden i nettet. Arbejdsbien Dennis Johansen var på pletten tre minutter før pausen med et fladt skud, efter at Martin Riis havde erobret bolden. 3-1 til de blå på tre af fire skud inden for målrammen.

Horsens kom bedst ud efter pausen og var især farlig på dødbolde. KB satsede på kontra, men udeholdets pres gav bonus mod et vaklende KB-forsvar – 3-2 efter 53 minutter på et fladt skud og 3-3 efter 60 minutter på et hovedstød efter et nyt fatalt svigt i hjemmeholdets forsvar.

Det blev derefter en rigtig yoyo kamp, det gik op og ned. Begge hold havde chancer for en sejr. Horsens var tættest på med et skud på overliggeren.

Hos KB havde Emil Paaske og Christian Lykke Rasmussen gode muligheder, men uafgjort var et passende resultat af en omskiftelig affære, der meget betegnende begyndte i skybrudsagtig regn og sluttede i høj solskin.

KB kom igen på pointtavlen og er stadig med i opløbet om top fem, som skal spille om oprykning. Angrebet viste oven på måltørken lovende takter, mens forsvaret omvendt skal spille mere sikkert, hvis der skal flere point på kontoen.            

Luk