Menu

KB spillede lige op med tophold

image Emil Dall Collatz spillede en god kamp for de blå og lagde op til et mål..
27. oktober 2023 kl. 22:09
Ufortjent nederlag til Herning Fremad

Spillet var til tre point. Og chancerne var til det. Desværre brændte Kolding Boldklubs JS1-hold for mange chancer og forærede to mål væk i sæsonens sidste kamp.

Det gav så et nederlag på 2-3 til oprykningsaspiranterne Herning Fremad, der kunne køre fra Mosevej Sportsplads med tre heldige points i bagagen.

KB’erne følte sig med rette snydt for et straffespark, da Max Juhl blev fældet i feltet små 10 minutter før tid, men havde de i stedet udnyttet deres chancer, ville ærgrelsen over den soleklare bort dom være glemt.

Herning startede bedst, levede op til Fremad i klubnavnet og kom foran efter 18 minutters spil, da KB-keeper Frederik Bach kiksede en bold, så Casper Larsen nærmest kunne skubbe den i mål.

KB-holdet, der var uden erfarne kræfter som Rune Nautrup, Martin Hedeager, Mathias Jensen og Sabao, fandt dog hurtigt fodfæste. Oliver Bekke burde have udlignet, da han blev spillet fri foran mål og skød ved siden af, og det var helt fortjent, at Eskild Sølvsten Bak udlignede efter et mønsterangreb, da der var spillet en halv time. Emil Dall Collatz leverede oplægget fra fløjen.

Inden pausen testede Max Juhl Herning-målmanden med et brag af et langskud, mens Frederik Bach udlignede sin fejl med en fin redning af et farligt Fremad-forsøg fra distancen.

Ti minutter efter pausen gav Enes Karabek igen en prøve på sin skudstyrke, da han bragte de blå i front med et veltilrettelagt spark. Desværre holdt føringen kun i syv minutter. Michael Bachmann udlignede for topholdet efter et velkomponeret angreb, hvor KB-forsvaret blev udspillet.

KB, der havde bolden mest efter pausen, havde et par gode scoringsmuligheder, inden Arman Taranis et lille kvarter før tid scorede det, der skulle vise sig at blive Herning Fremad sejrsmål.

Et flinkt KB-forsvar lod ham stå udækket foran feltet ved et hjørnespark, og han kvitterede med en flot scoring oppe i venstre målhjørne. Kort efter viste han sig fra en mere negativ side, da han fik et gult kort og en ti minutters udvisning for et groft frispark.

Hjemmeholdet pressede forgæves for den mere end fortjente udligning. Jesper Fogh Sørensen fik i de døende minutter et gult kort og 10 minutters udvisning for at have generet Herning-målmanden ved et udspark.

Alt i alt leverede KB en god indsats, der lover godt for den kommende sæson i rækken. Emil Høj Hansen gjorde det ifølge publikum bedst hos de blå, så han blev fortjent kåret som kampens spiller.

Emil fik af kampfordeler Hans Iver Lindorff efter kampen overrakt en check på 500 kroner sponseret af 3P Logistics og Paw Kristensen.       

Luk