Kolding Boldklub tager imod nedrykkerne Varde IF
Tirsdag aften skal Jes Bekkes drenge forsøge at bygge videre på den flotte sejr de tog i weekenden, når Varde IF gæster Mosevej Sportsplads.
Efter lørdagens udekamp mod Aarhus Black Vipers, kunne det unge mandskab fra KB tage alle 3 point med hjem til "Mosen", da de på udebane vandt 4-2.
Nu skal Jes Bekkes drenge så i aktion igen, og her er der atter vigtige point på spil, når nedrykkerne fra Danmarksserien Varde IF gæster Mosevej tirsdag aften klokken 18:30. Der er lagt op til endnu en duel mellem puljens nederste hold, hvor 3 point på kontoen ville sende KB 6 point foran Varde IF i den samlede stilling.
Efter weekends sejr og de øvrige resultater i puljen indtager Kolding Boldklub aktuelt en 5. pladsen med 8 point efter 7 kamp og en målscore på 19-19.
Der er 1 point ned til lørdagens modstander fra Aarhus Black Vipers på 6. pladsen og 2 point ned til Fuglebakken KFUM på rækkens 7. plads, efter deres overraskende sejr over Aarhus 1900. På rækkens sidsteplads finder vi vores kommende modstander fra Varde IF med 5 point, efter de fik et point imod Fredericia fF lørdag.
Men efter tirsdagens opgør kan Kolding Boldklub skabe lidt afstand til de øvrige hold heriblandt Varde IF. Vi vil dog have spillet en kamp mere end end Aarhus Black Vipers som har en udsat kamp mod Fredericia fF, som først spilles den 01.10.
Varde IF
Nuværende cheftræner: Henrik Vermehren
Varde IF er tirsdagens modstander, nå klubben fra den jydske vestkyst kommer på besøg i Kolding og gæster vores hjemmebane Mosevej Sportsplads.
Holdet er nedrykker fra forårets Danmarksserie, og holdet er i efterårets Jyllandsserie også kommet dårligt fra start. Varde IF indtager inden opgøret i "Mosen" puljen sidstelads med 5 point i 7 kampe og en samlet målscore på 10-23, hvilket vidner om et hold som har haft problemer med at holde modstanderne fra at score i deres hidtige kampe.
Varde IF har vi tidligere mødt både i 2.divison og Danmarksserien, men vi skal tilbage til sæsonen 2020 for at finde de sidste møder turneringsmæssigt. Her spillede vi 3-3 ude på Vestjysk Bank Stadion, men tabte returopgøret med hele 0-5 hjemme i "Mosen".
Dog mødtes vi sidste år i Oddset Pokalen hvor vi hjemme på Mosevej vandt 4-0.
Kolding Boldklubs trup til kampen er:
Frederik Bach Jensen, Athbi Jelewi, Nicolai Ellgaard, Emil Høj Hansen, Emil Aslani, Emil Paaske, Oliver Rask Bekke, Sebastian Jessen, Benjamin Opanovic, Enes Karabek, Emil Pedersen, Phillip Kildal, Jesper Fogh Sørensen, Nicklas Myrnes-Østergaard
🤝 Kampsponsor: Paw Kristensen & 3P Logistics
Vel mødt alle "blå" på Mosevej Sportsplads tirsdag den 17. september klokken 18:30.
Husk den blå grill er åben og der er kolde fadøl i Café Mosen!